Om klagesystemet

Regionstandlægenævnet

Hvilke opgaver har regionstandlægenævnet?
Hvis du klager over de faglige forhold ved en tandbehandling, vil klagen i første omgang blive sendt til et såkaldt visitationsudvalg i regionen. Visitationsudvalget vil sende din klage videre til behandling i regionstandlægenævnet i den region, hvor tandlægen har sin praksisadresse.

Faglige forhold kan fx være manglende eller forkert journalføring, selve den tandlægefaglige udførelse af arbejdet eller manglende samtykke til udførelse af behandlingen.

For at regionstandlægenævnet bedst muligt kan vurdere den behandling, du har fået, kan nævnet nedsætte et besigtigelsesudvalg, der har til formål at se på din journal og eventuelt indkalde dig til undersøgelse, så de kan se resultatet af den behandling, som tandlægen har eller ikke har udført.

En gang årligt sender regionstandlægenævnet en opgørelse over alle behandlede sager til samarbejdsudvalget med oplysning om, hvilke tandlæger, der har været klaget over og hvad resultatet af behandlingen har været, herunder om der er indgået forlig mellem patienten og tandlægen.

Patientombuddet bliver orienteret om alle behandlede sager. I sager, hvor der foreligger alvorlig eller gentagen forsømmelse fra tandlægens side, indberettes afgørelsen til Disciplinærnævnet.

Hvis visitationsudvalget modtager en klage, der både vedrører faglige forhold og overenskomstmæssige forhold (fx en klage over regningens størrelse), behandles den faglige del af klagen af regionstandlægenævnet, og derefter går sagen videre til samarbejdsudvalget, som behandler den overenskomstmæssige del af klagen.

Hvad får du ud af at klage til regionstandlægenævnet?
Hvis du får medhold i din klage, kan du få tilbagebetalt et beløb, som nævnet fastsætter. I stedet for at få tilbagebetalt et beløb kan regionstandlægenævnet bestemme, at tandlægen skal betale for, at behandlingen helt eller delvist laves om.

Hvad er klagefristerne?
Klage over et fagligt forhold skal indsendes til regionen eller Patientombuddet senest 2 år efter, at du blev eller burde være blevet bekendt med det forhold, du vil klage over.

Du har ikke mulighed for at klage over en behandling, som er foretaget for mere end 5 år siden, uanset hvornår du blev bekendt med det forhold, du vil klage over.

Hvis du sender klagen for sent, vil den blive afvist. Du vil herefter ikke kunne få sagen behandlet yderligere inden for klagesystemet. I den situation må du i stedet anlægge en retssag ved de almindelige domstole.

Hvordan er arbejdsgangen i regionstandlægenævnet, efter at du har sendt din klage?
Når visitationsudvalget sender din klage til regionstandlægenævnet, vil udvalget samtidig sende den udtalelse, som tandlægen er kommet med, så udtalelsen kan indgå i nævnets behandling af sagen.

Du vil modtage en bekræftelse på, at klagen er modtaget i regionstandlægenævnet. Samtidig vil du få oplyst, hvornår regionstandlægenævnet forventer, at klagen vil blive behandlet.

Inden regionstandlægenævnet behandler klagen, vil du få lejlighed til at komme med dine bemærkninger til de oplysninger, som visitationsudvalget har modtaget fra tandlægen.

Regionstandlægenævnet holder møde efter behov. Nævnet træffer afgørelse ved flertalsbeslutning, og er der stemmelighed i en sag, skal sagen forelægges for Landstandlægenævnet.

Udgiften ved behandling af klager - fx udgifter til røntgenbilleder, aftryk mv. - fordeles ligeligt mellem regionen og Tandlægeforeningens regionsbestyrelse og har således ingen betydning for dig.

Hvis der bliver indgået forlig mellem dig og tandlægen i sagen undervejs i behandlingen af klagesagen, skal tandlægen meddele dette skriftligt til sekretariatet senest to uger efter, at forliget er indgået. Sekretariatet skal herefter have forliget bekræftet af dig.

Når regionstandlægenævnet har behandlet klagen, vil du modtage en afgørelse. Afgørelsen skal være begrundet, og det vil fremgå, hvilke muligheder du har for at klage over afgørelsen.

Sagsbehandlingsprocedurerne i regionstandlægenævnet skal følge Forvaltningslovens regler om inhabilitet, vejledning og repræsentation, parters aktindsigt, partshøring, klagevejledning og tavshedspligt.

Kan du klage over afgørelsen?
Hvis du vil klage over en afgørelse, som regionstandlægenævnet har truffet, skal du sende klagen til Landstandlægenævnet inden 6 uger efter, at du har modtaget afgørelsen.

Hvordan er regionstandlægenævnet sammensat?
Regionstandlægenævnet består af 2 medlemmer udpeget af regionsrådet, 3 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningens regionsbestyrelse og 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.

Samarbejdsudvalget kan dog træffe beslutning om en anden sammensætning som følge af regionale forhold.

Hvis du vil vide, hvem der sidder i det regionstandlægenævn, der skal behandle din klage, eller hvis du har spørgsmål til behandlingen af din klage i øvrigt, kan du kontakte regionen, der fungerer som sekretariat for regionstandlægenævnet.

Regionstandlægenævnets forretningsorden
Landstandlægenævnet fastlægger forretningsordenen for regionstandlægenævnene. Sagsbehandlingen i regionstandlægenævnene efterlever følgende regler i Forvaltningsloven:

  • Inhabilitet
  • Vejledning
  • Repræsentation
  • Parters aktindsigt
  • Partshøring
  • Klagevejledning
  • Tavshedspligt

Du kan læse regionstandlægenævnenes forretningsorden her.

Relaterede links

Hvis du vil vide mere om klagefrister i klagesystemet, kan du klikke her.

Hvis du vil vide mere om visitationsudvalget, kan du klikke her.

Hvis du vil vide mere om besigtigelsesudvalget, kan du klikke her.

Hvis du vil vide mere om samarbejdsudvalget, kan du klikke her.

Hvis du vil vide mere om Landstandlægenævnet, klik her.

Hvis du vil vide mere om Patientombuddet, kan du klikke her.

Hvis du vil vide mere om Disciplinærnævnet, kan du klikke her.