Om klagesystemet

Visitationsudvalget

Hvis du klager over en tandlæge enten til den region, hvor tandlægen har sin praksisadresse, eller til Patientombuddet, bliver din klage i første omgang sendt til det såkaldte visitationsudvalg i regionen.

Hvilke opgaver har visitationsudvalget?
Visitationsudvalget har til opgave at vurdere, om:

  • en klagesag skal afvises, fordi den er åbenlyst grundløs eller fordi klagefristen ikke er overholdt, 
  • sagen skal sendes videre til Tandlægeforeningens Patientforsikring, fordi klagen i virkeligheden er en erstatningssag og ikke en klagesag, 
  • klagen skal sendes videre til samarbejdsudvalget, som behandler klager over overenskomstmæssige forhold (fx vedr. regningens størrelse), eller 
  • klagen skal sendes videre til regionstandlægenævnet, som behandler klager over tandlægernes faglige arbejde.

Hvordan er arbejdsgangen, efter at du har sendt din klage?
Når du har sendt din klage til regionen eller Patientombuddet, sender de din klage videre til visitationsudvalget i den region, hvor tandlægen har sin praksisadresse. Visitationsudvalget skal herefter beslutte, om din klage skal afvises, om den skal behandles i erstatningssystemet, om den skal behandles i klagesystemet eller om den skal behandles i begge systemer.

Hvis visitationsudvalget vurderer, at du er blevet pådraget en skade, skal visitationsudvalget gøre dig opmærksom på, at du kan anmelde sagen til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning med henblik på at opnå erstatning. Det gælder også, hvis klagen handler om både et fagligt forhold og en skade.

Hvis visitationsudvalget afviser din klage, vil du modtage en skriftlig afgørelse herom sammen med en begrundelse og en klagevejledning.

Hvis du ikke har betalt en del af eller hele din regning, kan visitationsudvalget stille krav om, at du betaler det beløb, som du skylder, til regionen, før visitationsudvalget sender din klage videre til regionstandlægenævnet eller samarbejdsudvalget.

Din tandlæge er forpligtet til at oplyse, om der er indledt retslig inkasso mod dig. Hvis dette er tilfældet, skal tandlægen sætte inkassosagen i bero, mens klagesagen behandles.

Kan du klage over visitationsudvalgets afgørelse?
Visitationsudvalgets afgørelse kan ankes inden 6 uger efter, at afgørelsen er afsagt.

Er sagen afvist som åbenlyst grundløs, skal anken sendes til samarbejdsudvalget. Er sagen afvist som følge af, at klagefristen ikke er overholdt, skal anken sendes til regionstandlægenævnet.

Hvordan er visitationsudvalget sammensat?
Alle landets regioner har deres eget visitationsudvalg, som er sammensat af samarbejdsudvalget.

Visitationsudvalget består af ét medlem udpeget af regionen og ét medlem udpeget af Tandlægeforeningens regionsbestyrelse.

Samarbejdsudvalget kan træffe beslutning om, at visitationsudvalget på grund af regionale forhold skal have en anden sammensætning.

Hvis du vil vide, hvilke personer der sidder i det visitationsudvalg, der skal visitere din klage, eller hvis du har spørgsmål til behandlingen af din klage i øvrigt, skal du kontakte den region, hvor tandlægen har sin praksisadresse, da regionen virker som sekretariat for visitationsudvalget.



Relaterede links

Hvis du vil vide mere om samarbejdsudvalget, kan du klikke her.

Hvis du vil vide mere om regionstandlægenævnet, kan du klikke her.